top of page

Udstyr

Hamstere er fantastiske kæledyr! Uden det rette udstyr, bliver hamsteren dog stresset og kan få en uhensigtsmæssig adfærd. Med det korrekte udstyr vil du opleve en mere afbalanceret og glad hamster, og dermed et bedre kæledyr. Jeg stiller derfor krav til udstyret for både din og hamsterens skyld. Når du reserverer/køber hamster hos mig, forpligter du dig derfor til at følge mine mindstekrav og anbefalinger til udstyr. Jeg står altid til rådighed så tøv ikke med at kontakte mig, både før og efter køb, hvis du har spørgsmål til udstyr/pasning/pleje. Mine mindstekrav beskrives i de følgende afsnit.

Bur                                                                

Hamsteren er et territorialt dyr, og skal derfor have sit eget bur (1 hamster = 1 bur, 2 hamstere = 2 bure). Størrelsen på buret skal være min. 70x40x25 cm - gerne større, da hamsteren bliver stresset i for små bure og kan få en uhensigtsmæssig adfærd. Mine hamstere går i bure der er 75x60x40. Jeg godkender ikke bure i etager eller med tremmer i siderne. Hamsteren ser ikke ret godt, og der vil være risiko for, at hamsteren falder ned og kommer til skade.

Eksempler på godkendte bure:

Strøelse                                                                

Jeg bruger 2-3 cm Millamore Supersoft som bundlag i hele buret og Boxo Comfort eller Über som papirstrøelse. Man kan godt nøjes med at anvende papirstrøelse, men jeg anbefaler at bruge begge dele, da det forlænger tiden mellem hvert skift. Anvendes der udelukkende papirstrøelse skal du skifte hver 4-8 uge, hvorimod du sagtens kan vente til hver 8-12 uge ved at bruge begge dele. 

Hamsteren har brug for 10-15 cm papirstrøelse, gerne så dybt som muligt. Det kan med fordel samles i den ene ende af buret, da fx løbehjul står ustabilt ovenpå redematerialet. 

Godkendt bundlag

                                                         

(Vælg 1 af disse + 1 papirstrøelse for at det er optimalt)    

  • Millamore Super Soft (fuldstændig støvfrit)

  • TierWohl Super/Chipsi Super (Skal være af varianten Super, da det ellers er normale støvende spåner)

  • Hemparade/Mini Hemp

Godkendt papirstrøelse 

                                                         

(Vælg 1 af disse + 1 bundlag for at det er optimalt)

  • Boxo Comfort/Boxo Ultra

  • Über

  • Carefresh

IKKE-godkendt bundlag og papirstrøelse

  • Savsmuld

  • Spåner

  • Hamstervat 

  • Hø og halm – der kan gå hul på hamsterens kindposer, hvilket kan give betændelse.

  • Andre støvende former for strøelse, eller på anden måde skadelig (fx strøelse som vurderes farligt ved at hamsteren kan hænge fast/blive viklet ind).

Foder                                                                

Jeg anbefaler at fodre med et godt pillefoder,  og at supplere med urteblanding eller müslifoder et par gange om ugen. Hvis du vil give din hamster müslifoder er det kun Mr. Johnsons Supreme der er godkendt – de andre indeholder skadelige ting for hamsteren. Jeg fodrer skiftevis med Versele Laga Complete og Altromin 1324. Som supplement bruger jeg Mr. Johnsons Supreme, JR Farm Hamstersmovs og forskellige urter og grisk grønt. Hvis du giver din hamster frisk grønt, skal du maks. give hvad der svarer til en lillefingerspids, for at undgå at hamsteren gemmer det og det mugner.  

Du skal selvfølgelig også have en lille madskål uden høje kanter samt en drikkeflaske på min. 150 ml. 

Godkendt foder

                                                         

  • Versele Laga Complete hamster & gerbil

  • Altromin 1324

Godkendt supplement

                                                         

  • Mr. Johnsons Supreme (müslifoder)

  • JR Farm hamstersmovs/degusmovs

  • Urter og grøntsager 

Godbidder/snacks                                                                

Hamsteren har tendens til overvægt og diabetes, så du skal være opmærksom på at give din hamster godbidder med måde. Jeg anbefaler at følge FDH’s godbidsliste som er tilgængelig på hjemmesiden https://danskehamsterejere.dk/godbidsliste/. JR Farm har nogle gode godbidder, der er fri for korn og sukker, som også kan anvendes. Brug aldrig godbidder fra Vitakraft, da de er fyldt med sukker.

Hamsterens tænder vokser hele livet, og det er derfor vigtigt at have noget at tygge i for at undgå skævt bid. Det kan fx være grene fra æble-, pære-, hassel-, bøge- og piletræ - Dog aldrig fra stenfrugtstræer. Du kan også give din hamster vegetabilske hundetandbørster (dentastix), her skal du dog være opmærksom på fedtprocenten.

Huse/Skjul                                                                

Hamsteren er et byttedyr, og har derfor brug for skjul for at føle sig tryg. Der skal derfor minimum være et hus og et skjul i buret. Der findes mange forskellige huse i træ. Nogle af dem har dog et ”kryds” i vinduerne. Jeg anbefaler at fjerne disse, da hamsteren kan finde på at gnave i dem, og efterfølgende kan komme til skade ved at forsøge at kravle igennem vinduet. Jeg har altid to huse og en halv kokosnød som skjul i mine bure.

Løbehjul                                                                

Hamsteren er et meget aktivt dyr, der i naturen løber rundt og leder efter mad. Selvom hamsteren lever i fangenskab, har den stadig behov for aktivering. Derfor er det vigtigt at have et løbehjul i buret. Løbehjulet skal have den helt rigtige størrelse, så hamsteren ikke løber med svajet ryg. Opretstående hjul skal være Ø20 cm, og flying saucer/running disc skal være Ø17 cm. Hjulene fås både i plast og træ. Jeg bruger Trixie træ løbehjul med kork i mine bure, da det er min erfaring at de støjer mindst. Jeg giver dem dog lak inden brug, da træet kan komme til at lugte hvis din hamster fx tisser deri.

Aktivering                                                                

Hamsteren har brug for aktivering i buret udover løbehjulet. Det kan fx være en trætunnel eller et rør fra en toiletrulle (man må aldrig bruge køkkenrullerør).

 

Hamsteren skal desuden have et sandbad, da den holder pelsen ren ved at bade heri. Sandbadet kan fx laves i en skål på 500 ml med chinchilla sand (der må kun anvendes chinchilla sand).

 

Du kan med fordel have en skål med kokosmuld, som hamsteren kan grave i. Jeg gemmer fx melorme (max 4-5 om ugen) og lader hamsteren grave efter dem. Dette er dog ikke et krav til køber.

Som aktivering bruger jeg også ”snøfleskoven” fra JR Farm. Jeg gemmer frø og kerner heri, som hamsteren skal snuse efter og finde. Dette er dog ikke et krav til køber.

 

Brug aldrig hamsterbolde/kugler da de stresser hamsteren.

Transportkasse                                                               

Det er vigtigt at hamsteren transporteres sikkert herfra til sit nye hjem. Derfor godkender jeg ikke papkasser, men udelukkende godkendte transportkasser. Jeg anbefaler transportkasserne fra Pawise og Trixie Pico.

Indkøbsliste:                                                                

Jeg har fuld forståelse for, at det kan virke af meget, som du skal købe til din hamster! Opstart kan være dyrt, men der er flere ting som er et engangsindkøb. Både strøelse og foder holder længe, og det er derfor ret billigt at holde hamster på sigt. Jeg kan anbefale www.gnavernes-univers.dk og www.petsnack.dk til dine indkøb. Jeg har her samlet en komplet indkøbsliste:

 

  • Bur 

  • Strøelse – bundstrøelse og/eller papirstrøelse

  • Foder 

  • Madskål og drikkeflaske 

  • Godbidder - kan undlades

  • Huse/skjul 

  • Løbehjul 

  • Aktivering 

  • Sandbad – chinchilla sand og skål

  • Transportkasse

bottom of page